Min kamp mod akne

Som mange andre kvinder fantaserede jeg om, hvordan min kommende brudekjole skulle se ud, når det engang blev aktuelt. Langsomt måtte jeg dog erkende, at valget på fremtidig brudekjole ville falde på den, der dækkede mest af min krop. En trist erkendelse, men med en krop, der var infiltreret med akne, var dette nu engang virkeligheden. I hvert fald indtil for ganske nylig, hvor jeg kom i et behandlingsforløb, der skulle vise sig at blive løsningen på et hudproblem, der har overskygget det meste af mine teenageår og mit foreløbige voksenliv.

Jeg har haft svær akne siden, jeg var 13 år gammel, og efter fire forskellige medicinske behandlinger, et utal af kosmetologbehandlinger og endnu flere dårlige husmorråd, kom jeg først af med min akne i en alder af 30 år. “Bedre sent end aldrig”, som man siger, for dette har utvivlsomt gjort mere for min selvtillid og mit selvværd, end jeg nogensinde havde turde forestille mig.

Dette blogindlæg er en personlig fortælling om mine erfaringer med svær akne – på godt og på ondt – samt min behandling med Isotretinoin, også kaldet Accutin, der til sidst blev min redning.

Samtidig vil jeg dog starte med at understrege, at der inden for hudpleje ikke findes nogen “one-size-fits-all-behandlinger” af akne eller nogen “quick fixes” der gør, at du vågner op med perfekt hud i løbet af en dag eller weekend. Svær akne er (ofte) et “indefra-ud”-problem og kan derfor ikke altid løses med “udefra-ind”-behandlinger i form af dermatologiske behandlinger og diverse hudplejerutiner.

Akne vs. bumser
Lad os først lige få styr på, hvad jeg mener, når jeg skriver “akne”. Akne (acne vulgaris) dækker ifølge sundhed.dk og netdoktor.dk hele spektret fra hudorme til de mere ubehagelige former for akne. Akne er en meget almindelig hudlidelse, der rammer størstedelen af unge tidligt i puberteten. Akne skyldes betændelse i de små talgkirtler, der omgiver fine hår i ansigtet og på overkroppen. Omvendt beskriver jeg ofte bumser som de “enlige” knopper, der kan komme lidt hist – især i forbindelse med menstruation eller søvnmangel.  Akne er derimod en konstant tilstand af betændelse i huden, der kommer til syne i form af urenheder. Ergo har man aldrig “gode dage” uden bumser eller urenheder. Tværtimod er der ofte ti styks friske bumser på vej samt tyve andre, der enten er i fuld flor eller som har efterladt et visitkort i form af røde mærker. Kort sagt: Man er aldrig bumsefri.

Det var virkelig hårdt aldrig at have en “pause” fra bumserne, og at en bums knap nok var væk, før tre nye var på vej. Dette medførte også, at jeg den dag i dag bliver utrolig harm, når folk med én bums i panden siger, at de har akne. Jeg føler nemlig, at det underminerer den oplevelse, jeg gik igennem. Især når jeg tænker på, at man i en periode ikke kunne sætte en finger i mit ansigt, hvor jeg ikke havde en bums.

Min hud
Jeg har, siden jeg var lille, døjet med børneeksem og tør hud. Og selv da jeg ramte teenageårene, var min hud fortsat tør (med bumser). Dette frustrerede diverse Matas-damer, der forgæves prøvede at hjælpe mig med min hud. Men dengang for 16-17 år siden var akne lig med olieret hud og dårlige madvaner. Så jeg fik besked på at bruge udtørrende og alkoholfyldte skintonics og sæberens. Jeg kastede mig derefter ud i en 3-trins renserutine og skar ned på alt, der hed slik, chips og sodavand. Men lige meget hjalp det (sidenote: det skal lige siges, at det aldrig er blevet bevist, at der er en forbindelse mellem kost og akne). Derfor bredte panikken sig også hurtigt i mig, da jeg i 8. klasse skulle på hyttetur, hvor jeg sammen med resten af klassen skulle i badeland. På dette tidspunkt havde jeg ikke bare akne i ansigtet, men også på brystet og på ryggen. Ergo var der absolut INGEN, der skulle se mig i badedragt! Jeg var så ked af det, at jeg nægtede at tage med på hyttetur. Min meget forstående mor, der selv havde døjet meget med akne som ung, valgte at hive mig til læge, da hun havde hørt, at man faktisk kunne behandle akne med piller. Som et resultat kom jeg både på Tetracynklin og p-piller – “det hele ville hjælpe mod aknen”, sagde lægen dengang. Min læge mente endvidere, at det bare var en hormonel ubalance, der foresagede min akne, hvilket p-pillerne nok skulle hjælpe på. Denne pille-kombination tog faktisk det værste af min akne i løbet af halvanden måned. Og jeg fik mod på at tage med på hyttetur.

Min akne gik dog ikke væk. Tværtimod ændrede den sig bare: Istedet for store bylder fik jeg mange små og tæt placerede knopper. Jeg var på Tetracynklin i tre år, fordi min læge hverken havde informeret mig eller min mor rigtig og ikke holdt øje med, at det var en åben recept, han havde lavet til mig. Og hvorfor er det så et problem, tænker I måske? Jo, det er det såmænd fordi, at man kun må være på Tetracynklin i maksimum seks måneder! Mit længerevarende brug af Tetracynklin gav mig nogle bivirkninger – jeg begyndte for eksempel at miste emaljen på bagsiden af mine fortænder, og min tandlæge var overbevist om, at jeg havde bulimi, da dette var et typisk tegn på opkast. Jeg fandt også senere ud af, at Tetracynklin blandt andet anvendes til infektioner mod klamydia og til behandling af malaria, borreliose og syfilis. Lækkert.

Mig som 17-årig efter behandlingen med Tetracynklin. Her er jeg dog stadig på P-piller.

Jeg stoppede på Tetracynklin, og derefter var min akne i frit fald, fra jeg var 17 til 27 år. P-pillerne tog toppen, og jeg indstillede mig lige så stille på, at jeg nok var nødt til at acceptere, at min hud aldrig ville blive pæn og fri for akne.

Jeg gik aldrig med noget nedringet og heller aldrig noget, der viste min ryg. Dette sås tydeligt på min garderobe, der nærmest kun bestod af rullekraver. For selvom at mine veninder var søde at sige, at det ikke var så slemt, havde jeg alligevel ikke lyst til at vise hud. Jeg var således meget anstændig i min påklædning i 00’erne. Jeg købte kun tøj, der skjulte min akne og gik kun på stranden i udlandet, hvor jeg var sammen med familien. Det siges, at man lærer sig selv at kende i 20’erne, og at man lærer at se sig selv i et mindre kritisk lys, end man gjorde i teenageårene. Men gennem mine 20’ere så jeg fortsat i spejlet og tænkte: “Jo jo, jeg ville da være meget pæn… Hvis jeg ikke havde akne.” Jeg fandt senere ud af, hvad jeg kunne gøre for at føle mig pænere.

Makeup gjorde virkelig meget for mig. Disse billeder er ca. seks år gamle.

Makeup og akne
Vi kender sikkert allesammen mindst én pige, der ikke vil gå uden for en dør uden makeup på. Jeg var den pige. I makeuppen følte jeg mig pæn, normal og tryg. Selvom jeg ikke kunne styre min akne, kunne jeg styre min makeup. Og jeg gik så meget op i det, at det til sidst blev et helt handikap for mig og min hverdag. Jeg stod op halvanden time før min kæreste, for han skulle bare IKKE se mig uden makeup! Jeg blev rigtig god til at dække mine urenheder og endte med at bruge rigtig meget tid og rigtig mange penge på makeup. Jeg blev til sidst så god, at jeg begyndte at få forespørgsler fra folk, der gerne ville have mig til at lægge deres makeup. Jeg elskede det – det var så fedt at føle, at jeg hjalp andre med at føle sig smukke.

Efter min bachelor begyndte jeg at arbejde som makeupartist ved et af de førende makeupbrands i verden. Det var så fedt, og jeg følte mig virkelig i mit es. Men kunder kan være stride – det lærte jeg på den hårde måde. (En lille sidenote: Jeg var stoppet på mine p-piller, og efter det fik min akne frit løb). En dag var der en pige, der decideret sagde til mig, at hun “ikke ville have råd om hud fra mig, når min egen hud så sådan ud. Jeg kunne jo ikke engang selv finde ud af det”. Den bemærkning kastede mig direkte tilbage til teenageårene, og jeg tog til lægen samme uge for at få en henvisning til en specialist. Som jeg dengang sagde til min læge: “Det påvirker mig psykisk. Det er mit job at ligne en, der har styr på det her! OG JEG ER 27 ÅR! Det kan ikke være rigtigt.” Det var åbenbart de gyldne ord, for jeg fik med det samme en henvisning til speciallæge Henrik Egekvist i Århus. Og for første gang i mit liv følte jeg, at jeg blev taget seriøst. Til min første konsultation sagde speciallægen blandt andet: “Vi stopper først, når du er tilfreds” og “den salgs akne, du har, er IKKE livstilsbetinget. Ergo har det intet at gøre med, hvad du spiser, eller hvordan du lever”. Dette var utvivlsomt det mest fantastiske, jeg havde hørt i årevis!

Dr. Egekvist satte mig på en tre-måneders pillekur, som jeg desværre ikke længere husker navnet på. Jeg husker dog, at jeg insisterede på, at det ikke skulle være Tetracynklin. Han gav mig desuden en recept på Basiron. Egekvist gjorde mig også opmærksom på, at jeg havde Rosacea (hvilket 70-80% af alle danskere har i mildere eller sværere grad). Jeg fik en creme, der hed Finecea 1%, og det tog al min rødme i løbet af en måneds tid. Disse produkter tog nok 80% af min akne, og resultatet holdt i et års tid. Jeg fik endnu en henvisning fra min egen læge i troen på, at det nok bare blev en årlig ting, jeg skulle. I mellemtiden havde jeg lært så meget om hud og hudpleje fra mine kollegaer, at jeg faktisk havde fået nogenlunde styr på min hud i ansigtet. Bare ikke på brystet og på ryggen. Jeg var blevet tippet om at droppe mælkeprodukter. Så det havde jeg gjort – udover når der skulle mælk på havregrynene eller en slat i kaffen. 😉 Rådet om at droppe mælk skyldes, at der er “ko-hormoner” i mælk, og dette gør åbenbart intet godt for folk med akne – tværtimod. Who knew?

Isotretinoin / Accutin / Roaccutan /A-vitamin kur – kært barn har mange navne
Da jeg kom op til min speciallæge igen, var jeg overbevist om, at jeg skulle igennem endnu en omgang tre-måneders behandling. Men min læge foreslog derimod noget, jeg aldrig havde hørt om før: En A-vitaminkur. Min første tanke var, at det ikke lød særlig effektivt. Men han fortalte, at det var den mest effektive kur mod akne og en behandling, som kun en speciallæge eller hospitaler tilbyder. Dette skyldes, at kuren er så voldsom mod kroppen, at man først får den anbefalet, når man har prøvet alt andet. Her sad jeg som 29-årig og havde bestemt givet det et ihærdigt forsøg, så jeg var spændt på denne sidste udvej. Jeg fik en masse informationer om kuren og for at være helt ærlig, var det enormt overvældende at høre, hvordan det næste halve år skulle foregå. Speciallægen lovede dog, at det højst sandsynligt var den sidste akne-behandling i mit liv.

Min hud før jeg begyndte på Isotretinoin.

Før kuren
Jeg gik hjem og læste op på “kuren”, og der var en del ting at holde styr på:

  • Man må ikke drikke alkohol, da medicinen i forvejen belaster din lever og nyrer så meget, er det forbudt at drikke alkohol, da dette skader organerne yderligere.
  • Du må ikke blive gravid under behandlingen, og som kvinde skal du ved lov være på p-piller under behandlingen. Lægen starter først behandlingen efter første menstruation + en blodprøve, der viser, at du ikke er gravid.
  • Du skal have foretaget månedlige blodprøver, hvor de blandt andet tester/måler lever- og nyretal, om du er gravid, dit infektionstal, immunforsvar samt kolesteroltal.
  • Din hud bliver super sensitiv, og du skal gå med SPF50 hver dag, og om sommeren skal du holde dig helt ude af solen mellem 11-15. Man skal regne med at få D-vitaminmangel.
  • Der er et hav af bivirkninger (jeg blev lidt bange, da jeg læste indlægssedlen):
    • Vredeanfald/aggressivitet
    • Led og muskelsmerter
    • Ekstrem tør hud
    • Eksem
    • Hårtab/hårvækst
    • Udtørrede slimhinder/næseblod/ tørre øjne
    • Forhøjet kolesteroltal
    • Depression
    • Angst
    • Selvmordstanker

Jeg havde i forvejen tør og sensitiv hud. Derudover led jeg jo af Rosacea, som er en konstant betændelsestilstand i huden, der gør den rød og tekstureret.  Jeg blev derfor så nervøs af at læse indlægssedlen, at jeg skubbede min behandling et par dage. Det var først efter en god snak med min mor, som er sosu-assistent, at jeg turde begynde.

Under kuren
Jeg havde aldrig turde drømme om, hvor jeg tør jeg ville blive – både indeni og udenpå.  Den første måned var et helvede: Min hud brændte, især i ansigtet – så tør var den! Jeg vågnede op om natten, fordi min hud enten gjorde sindssygt ondt, eller fordi det kløede på hele kroppen af bare tørhed. Al hudpleje skulle skiftes ud, da det jeg brugte enten brændte, sved eller ikke gav nok fugt. Jeg elskede fede cremer før denne kur, men den første måned gik jeg med Locobase Repair (en meget fed creme) i håndtasken og smurte flere gange dagligt. Jeg kunne ikke gå med noget af det makeup, jeg var vant til – det krakkelerede på min hud og lignede kort sagt… lort. Det var virkelig en prøvelse.

Derudover fik jeg vredesanfald, der desværre ofte gik ud over min kæreste. Jeg har et stort temperament i forvejen, og det blev bestemt ikke bedre af behandlingen. For hvad fanden bilder han sig, at bede om lidt tæppe i sofaen, når jeg fryser!!? Det var sådan nogle ligegyldige ting, jeg blev vred over. Og film. Jeg kunne blive stiktosset over noget, folk gjorde på film. Råbe højt og bande – og nåde trøste min kæreste, hvis han ikke var enig. Jeg har været et rigtig herligt bekendtskab.

Efter den første måned i behandling og de første blodprøveresultater, besluttede min læge sig for at øge min dosis til det dobbelte. Det var åbenbart normalt at starte stille ud for at se, hvordan folk reagerer på medicinen, og han mente, at jeg kunne komme af med mine vredesansfald ved at gå op i dosis. Det hjalp også på vreden, og jeg følte endvidere, at jeg fik bedre styr på tørheden i huden ved at lægge min hudplejerutine om. Jeg var meget åben omkring min behandling, hvilket gav pote, da jeg tit faldt i snak med folk, der selv har været på denne kur, og som gav mig gode råd til hudpleje. Jeg fandt på den måde ud af, hvad der passede bedst til min hud.

Jeg oplevede, at det var rigtig svært at finde informationer om ordentlig hudpleje under en A-vitaminkur – både Internettet og apoteket var til ringe hjælp. Jeg fandt dog til sidst frem til en god hudplejerutine, som jeg her deler med jer. Det er dog vigtigt at huske, at det varierer fra person til person, hvad der virker.

Min rutine under A-vitaminkuren
Jeg havde, som sagt, rigtig svært ved at finde noget, der passede til min hud under min A-vitaminkur. Det skulle  være mildt rensende og super fugtgivende. Det vil sige, at alle scrubs og exfolierende produkter blev lagt på hylden, da det ødelagde min hud total, da den var blevet hyper-sensitiv af medicinen. Løbende fandt jeg dog frem til en god rutine, som I kan se her. Jeg har desuden sat * ved de produkter, jeg ikke på nogen måde kunne leve uden:

Dag:

Aften:

Jeg havde en læbepomade i HVER eneste taske/jakke, jeg ejede. Mine læber var så tørre, at hvis jeg ikke kunne få dem fugtet, måtte jeg tage hjem efter en læbepomade. Ellers ville de sprække (hvilket de gjorde tit alligevel)! Jeg endte med at lave et lille “survival-kit” til mig selv, som blev lige så vigtig at få med mig, som min telefon og pung. I den havde jeg:

survival-kit

  • Locobase Repair Cream
  • Lanolips lip balm (både med og uden farve)
  • Øjendråber mod tørre øjne (og til kontaktlinsebrugere)
  • MAC Prep + Prime Fix+
  • Cleenex (hvis jeg nu fik spontan næseblod)
  • Smertestillende (ipren + panodil) mod mine ledsmerter
  • Håndcreme
  • Ekstra piller (da de skal tages med aftensmaden) – just in case
  • Ekstra kontaktliner
  • Pille etui

Nu havde jeg (omsider) fået styr på hudplejen, og vreden kom der styr på efter to måneder. Jeg fik dog desværre en del af de andre bivirkninger og især muskel- og ledsmerter kom til at fylde meget i min hverdag. Jeg kunne ikke træne, jeg kunne ikke arbejde i så mange timer, som jeg plejede, og jeg måtte tage smertestillende for at komme ud af sengen. Det blev så slemt en aften, at min kæreste måtte bære mig ind i sengen fra sofaen, fordi alt i min krop gjorde så ondt, at jeg slet ikke kunne bevæge mig. Dr. Egekvist foreslog mig at tage fiskeoliekapsler, og det tog heldigvis toppen af smerterne. Derudover fik jeg forhøjet kolesteroltal. Jeg følte mig lidt som en ældre dame på 60 år uden energi og med konstante smerter. Men jeg levede højt på, at jeg i det mindste ikke var deprimeret eller havde selvmordstanker. Yay!

Noget af det sværeste var (foruden det at være 30 år i en 60-årigs krop!) ikke at drikke alkohol. Det var nu ikke fordi, at jeg plejede at drikke meget alkohol før, men folk havde virkelig svært ved at forstå, hvorfor jeg ikke drak, og de havde svært ved at lade det ligge. Selv når jeg var ærlig omkring, hvorfor jeg ikke drak, sagde folk altid: “Ej, et enkelt glas skader ikke” og “Kom nu, du har da fin hud! Du behøver slet ikke de piller!”. Det endte tit med kreative løgnhistorier, og jeg fik endda bildt en fyr ind, at jeg var i AA (Anonyme Alkoholikere). Jeg endte med altid at have en cola eller alkoholfri drink i hånden, så jeg kunne skåle med folk. Så troede folk ofte, at det var rom og cola. #Lifehack.

Efter tre måneder begyndte min hud at blive pænere. Jeg stod hver dag og gloede mig selv i spejlet for at se, hvor mange bumser jeg IKKE længere havde. Efter fire måneders behandling iførte jeg mig for første gang en top med spaghettistropper, da jeg skulle til en venindes fødselsdag. Det lyder nok overdrevet, men jeg gav mig til at græde, da jeg så, hvor fine skuldre, bryst og ryg jeg havde. Det var først der, jeg fandt ud af, hvor svært det havde været at gemme sig selv væk i alle de år, og hvor meget frihed der lå i at tage lige det tøj på, jeg havde lyst til. Jeg har aldrig taget så mange selfies i mit liv, som jeg gjorde den aften. Min kæreste fik nok også lidt for mange kavalergangsbilleder – men det brokkede han sig ikke over. 🙂

Jeg stoppede min behandling efter syv måneder. Min læge var henrykt over resultatet og sagde, at jeg var et pragteksemplar på, hvad Isotretinoin kan gøre for folk. Han gav mig en måned mere på kuren, for hvis man stopper for hurtigt, kan man få et tilbagefald, og så er alt det hårde arbejde spildt. Alle bivirkninger skulle gerne være forsvundet tre til fire uger efter endt behandling.

Efter kuren
Man kan ikke sige, at mine bivirkninger forsvandt efter fire uger. Det tog nok nærmere to måneder, før mine muskel- og ledsmerter var forsvundet. Den dag i dag kan jeg stadig have ondt i ryggen og blive stiv i mine led. Jeg har også stadig forhøjet kolesterol, men med den rette kost skulle mit kolesteroltal gerne finde sit normale leje efter fire til skes måneder. Jeg blev også gjort opmærksom på, at jeg først efter seks måneder måtte få kemiske peelinger, voksbehandlinger, gå i solarium og få tatoveringer. Og jeg måtte først blive gravid efter to måneder.

Hvem skal du lytte til, når du søger hjælp til behandling af akne
Din læge – og ISÆR din hudlæge. Der findes mange bloggere, YouTubere, online forums osv., der har en masse tips og råd, de gerne vil dele. Men tag de råd, der kommer, med et gran salt og husk igen på, at der ikke findes nogen “one-size-fits-all-behandling”. Din læge (og især din hudlæge) tager udgangspunkt i dig, din hud og din medicinske historie. De tager eventuelle allergier og mentale helbred med i overvejelserne, når de kigger på, hvilken behandling DU skal have. Det gør alle dem på internettet ikke. 🙂

Min hud i dag, med meget lidt makeup på huden – dog lidt i brynene. #nofilter

Min hud i dag
I dag kan jeg sige, at min hud er FULDKOMMEN fri for bumser/akne. Det eneste, der er nu, er lidt ar på bryst og ryg, men min læge siger, at dette vil hele i løbet af et halvt års tid. Jeg har været rigtig heldig ikke at få for mange ar i ansigtet (selvom jeg har været en rigtig ‘piller’)! Nu ser jeg bare frem til de kommende julefrokoster og ikke mindst til nytårsaften, hvor jeg kan drikke champange og have lige den kjole på, som jeg har lyst til. Og I kan tro, at jeg skal vise ryg! Eller kavalergang. Måske begge dele. 😉

bloglovingoodiebox

Klik tilbage til forsiden her.

Kilder
Netdoktor.dk – Fakta
Sundhed.dk – Oversigt
Sundhed.dk  – Behandling
Tectracynklin
DanDerm – Info om behandlingen
Politikken – Bivirkninger ved Roaccutan

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *